Copy
Vis dette nyhedsbrev i din browser
 
Nyhedsbrev sendt 12/08/2022 

DTC nyhedsbrev nr 164 - december 2022


Kære distriktschef.
 
Nyhedsmailens top prydes denne måned af døbefonden i Thisted Kirke. Den har gjort et stort indtryk på mig, og givet mig mange gode stunder til refleksion. Selve døbefonden og dåbsfadet er meget smukke og repræsenterer hver især godt håndværk. Kigger du godt efter på billedet, kan du se, at gulvet omkring døbefonden er af glas. Stærke glasplader er det sikre fodfæste, når man træder frem til selve døbefonden, og forhindrer dig i at træde 30-40 cm ned til klinkegulvet under glaspladerne.
 
Varehusene Salling i Århus og i Aalborg har noget lignende. Måske er det også andre steder. Oppe på taget er der et hyggeligt cafemiljø som kaldes Salling Rooftop med en fantastisk udsigt. Begge de steder jeg har besøgt, kan man træde ud på en platform, der rager ud over siden af varehuset, så der er 3-4 etager ned til fortovet. Denne platform har et gulv af glas. Hver gang jeg besøger Salling, så skal jeg lige forbi og prøve at træde ud på glaspladen. Hver gang håber jeg, det går godt – men tvivlen er der lige i det øjeblik jeg sætter foden ned.
 
Både Salling Rooftop og gulvet ved døbefonden i Thisted kirke får sangen Linedanser frem i hovedet på mig. Per Krøis Kjærsgaards tekst, hvor et af versene lyder:
Du må turde træde ud hvor dit liv kun er dit Det briste eller bære må dette ene skridt.
Det er fantastisk når, den sang sætter sig på hjernen, og man går og nynner den for sig selv resten af dagen.
 
Troen og håbet følges som to gode kammerater. De er lyset, når det ser mørkest ud. De kan også puste til glæden, så den stråler endnu mere.
På det nylige TOP møde på Houens Odde var der rigtigt mange HB-medlemmer og distriktschefer, som deltog. Jeg tog fra mødet med endnu større glæde ved spejderarbejdet, endnu mere lyst til at være med til at udvikle vores korps.
Der var nogle distriktschefer, som ikke kunne deltage i TOP-mødet. Det er naturligvis ærgerligt, at vi må undvære deres gode selskab. Det, som rører mig mest, er, at de ikke fik del i oplevelsen af, at sammen kan vi løfte mere. De gode snakke om Landsmøde, Distriktskonference 2023, Ledersamtaler og ikke mindst det utroligt spændende oplæg om, hvordan spejderarbejdet i Tjekkiet har haft medlemsfremgang på 75% på 15 år.
Jeg tror på, at vi sammen kan få KFUM-spejderarbejdet til at vokse. Jeg håber, at vi til forårets TOP møde er endnu flere. Alle har fortjent den gode oplevelse af et ambitiøst fællesskab med virkelyst og godt humør.
 
Jeg vil slutte af med at ønske alle læsere en glædelig jul
 
Med spejderhilsen                   
Ib Rævdal, redaktør.

 

Nyhedsmailen indeholder denne gang:


 

 

Husk i december måned

  • Send julekort til gruppelederne – måske til alle lederne  i distriktet
  • Motiver grupperne til at få gjort Medlemsopgørelsen klar hurtigst muligt i 2023
 
Til kalenderen
 
 
2023
12. januar          DTC netværksmøde, Syd
23. januar          DTC netværksmøde, Øst
24. januar          DTC netværksmøde, Nord.
14.-16. april       Distriktskonference
15. april             DTC-HB TOP møde
22. august         DTC netværksmøde, Nord.
24. august         DTC netværksmøde, Syd
6. september     DTC netværksmøde, Øst
 
Husk at der kommer ikke flere datoer i kalenderen end dem, der fremsendes til redaktøren.

 
 

Kolde måneder varme ledersamtaler

Af Tobias Simonsen og Dorthe Mølvig, forperson og næstforperson for KFUM-Spejderne
 

Sikke en weekend vi havde på Houens Odde. Tak til jer, der deltog i DTC TOP mødet, og til jer, som brugte lejligheden til socialt samvær med gode spejderkammerater.
 
Og netop socialt samvær og refleksion er lige netop, hvad de mørke måneder indbyder til. Julen er hjerternes fest. Her samles vi med dem, vi har kær, og ved nytårets komme gør vi status og reflekterer over året, der er gået.
 
Vi reflekterer og gør status, uanset om det er i vores arbejdsliv, hjemme i privaten eller i vores spejderliv. Derfor er de kolde måneder helt perfekte til at holde ledersamtaler. Tak til Ib Rævdal der på DTC TOP mødet kom med god inspiration til, hvordan man holder en ledersamtale i distriktet.
 
Du sidder måske og tænker, at det er lige formelt nok - hos jer tager I en kop kaffe under spejdermødet og vender verdenssituationen. Uanset om I er til en formelt indkaldt samtale eller en status over en kop kaffe til spejdermødet, så betyder det noget, at vi skaber rum for refleksion. Her kan vi tale om, hvordan vi har det, og hvad man har brug for lige nu i sit spejderliv.
 
Ledersamtalerne må aldrig blive et spørgsmål om at checke nogle bokse af, men de skal grundlæggende sørge for, at vi alle laver lige præcis det, som gør at vi er glade for vores spejderliv. Vi håber derfor, at I som distriktschefer sammen med jeres distriktsstabe vil overveje, hvordan I skaber rum til refleksion mellem jer og gruppelederne i jeres distrikt. Det gør alverden til forskel, at I går forrest og skaber rum for refleksion mellem jer og gruppelederne, for hvis I gør det, er chancen for at gruppelederen holder ledersamtale med sine ledere større - og hvis gruppelederen gør det, har gruppelederen en meget bedre fornemmelse af hvad, lederne har brug for lige nu.
 
Med alt den refleksion og samtale sikrer vi nemlig, at vores ledere, uanset hvor i organisationen de er, får de bedste rammer for at være en glad spejderleder, og det er grundlæggende, hvad ledersamtalen handler om. Hovedbestyrelsen holder selv ledersamtaler i januar, hvilket vi glæder os rigtig meget til.
 
Har du brug for inspiration til ledersamtalen, kan vi klart anbefale, at du besøger www.ledersamtale.dk.
 
Til sidst vil vi på vegne af hele hovedbestyrelsen sige stor tak for årets samarbejde. Vi ønsker jer en dejlig jul, og vi glæder os til mange gode stunder sammen i det nye år.
 
Vi ses, hvis ikke før, til distriktskonferencen på Houens Odde 14.-16. april.
 
Med spejderhilsen
Tobias Simonsen - mailto:tobias@kfumspejderne.dk


 

Andagtsæsken er landet

Af Patruljen for Udvikling af Forkyndelsesmateriale
 

I løbet af de sidste 2 år har PUF (Patruljen for Udvikling af Forkyndelsesmateriale) arbejdet på nyt forkyndelsesmateriale. Det landede ved alle grupper med korpsudsendelsen i august. Materialet gør det simpelt og nemt for spejderledere og grupper at arbejde med vores kristne ståsted. På en kreativ måde med inspiration fra kortspil, har vi lavet et alternativt materiale, som kan bruges af alle.
 
Hvad kan det?
Materialet består af kort i de tre kategorier: Tekster, Bønner og Aktiviteter, som kan kombineres på mange forskellige måder. Man kan bruge én slags af kortene, en af hver eller hvordan det nu passer ift. at lave alt fra en post, en andagt til et løb. Materialet er for alle og kan tilpasses alle enheder. Der medfølger en vejledning, men der er ingen facitliste for, hvordan det skal bruges. Formatet byder ind til, at I selv skal tage stilling og vurdere. Man må altså meget gerne selv bygge videre på det.
 
Hjælp, jeg fatter det ik!
Er det stadig svært at komme i gang med forkyndelse, “det med K”, andagter og snak om Gud, er der hjælp at hente. Vi står gerne til rådighed for spørgsmål om materialet og hjælp til at komme i gang med at bruge det. Har I lyst til, at vi kommer ud til et distriktsmøde, gør vi det gerne. Vi bruger gerne 5-10 min til præsentere det, og derefter får I en kort opgave i grupper, hvor I skal have fingrene i materialet og få en ide om, hvordan man bruger det det. Kontakt os på nedenstående mail.
 
En haj til spejderaktiviteter?
Synes du vores materiale er mega fedt, eller sidder du selv med flere ideer til forkyndelsesmateriale, tager vi meget gerne imod nye medlemmer. Der er plads til alle; om man er bibelkyndig eller ej, ny eller gammel leder, en haj til spejderaktiviteter eller bare lyst til at beskæftige sig med det kristne inden for korpset.
 
Vi håber, at det skaber en masse snak og lyst til at arbejde med vores kristne ståsted.
Brug eventuelt materialet til møder i distriktet så lederne i grupperne kan opleve andre bruge Andagtsæsken
 
Du/I ønskes god fornøjelse af
Patruljen for Udvikling af Forkyndelsesmateriale
Kontakt os på Puf@kfumspejderne.dk.  
 

 

Næste skridt i formålsprocessen

Af Kirstine Svansø Iversen, medlem af hovedbestyrelsen
 

Med korpsudsendelsen i november har alle grupper modtaget materiale til at afholde workshops om formålet ude i grupperne. Disse workshops skal afholdes hen over vinteren, og grupperne skal blandt andet indmelde nogle “formålsord” via hjemmesiden. Efter workshopsene i grupperne skal der afholdes workshops i distrikterne. Disse workshops afholdes af hovedbestyrelsen, og skal blandt andet samle op på gruppernes arbejde. 
Distriktsworkshopsene afholdes fra marts 2023 og frem, og det er muligt at ønske tidspunkt, hvis man allerede nu er bekendt med en egnet dato. Workshopsene vil være af ca. 2 timers varighed. Skriv til Kirstine på kirstine.svansoe.iversen@kfumspejderne.dk, hvis I gerne vil ønske et tidspunkt.
 
Med spejderhilsen
Kirstine


 

Fripladser

Af  Korpskontoret

KFUM-Spejderne har - bl.a. via indsamlingen på Betternow ” Støt et barn til Spejder” modtaget flere midler til korpset, end vi kan benytte til Fripladser.
Vi vil gerne herigennem opfordre til, at I hjælpe med at udbrede kendskabet.
Dette link på vores nye hjemmeside https://kfumspejderne.dk/gruppeledelse/oekonomi viser både hen til mulighederne for at samle ind og til at søge korpset om friplads til nogle af de økonomisk trængte spejdere.
Ansøgninger bliver behandlet i starten af 2023.
 
Med spejderhilsen
Korpskontoret – infor@kfumspejderne.dk
 
 

 

Links

Distriktsportalen – www.kfumspejderne.dk/distriktsportal
Ildhu – www.kfumspejderne.dk/ildhu
Eventkalenderen – www.kfumspejderne.dk/kalender
Ugentlige spejdernyheder tilmeld dig her - https://kfumspejderne.dk/spejderliv/nyheder
Uddannelse www.kfumspejderne.dk/uddannelse
Medlemsservice - medlemsservice.spejdernet.dk
Hjælp til Medlemsservice – www.medlemsservice.nu
Korpsprojekter -  https://kfumspejderne.dk/projekter  
Samrådet – www.samraadet.dk
Foreningsredskaber - www.foreningsredskaber.dk
Spejderne i Danmark: www.spejderne.dk
Du modtager denne mail fordi du er tilmeldt modtagerlisten med følgende oplysninger:
<<Fornavn>> <<Efternavn>>, e-mail adresse: <<E-mail adresse>>,
<<Funktion>> <<Distrikt>>

Opdater dine informationer - Opsig dit abonnement på nyhedsbrev  
Redaktør:
Ib Rævdal
Tirsbækvej 1
9800 Hjørring
tlf. 9890 0562
e-mail
: DTCnyheder@kfumspejderne.dk

KFUM-Spejderne i Danmark
Wagnersvej 33
2450 København S



Sammen rykker vi verden - med vilje

KFUM-Spejderne giver børn og unge mod til sammen at tage ansvar for en bedre verden.
Det gør vi ved at udvikle værdifulde kompetencer og skabe meningsfulde fællesskaber med liv og begejstring, som er attraktive for flere børn og unge.  
Det betyder, at den enkelte spejder føler sig stolt over og anerkendt for at gøre en forskel. 


 
DTC nyhedsbrevet udkommer hver den 1. i hver måned
Der er normalt dreamline den 20. i hver måned
Artikler eller ideer sendes til redaktøren.

Artikler i DTC nyhedsbrevet må gerne kopieres og videregives.
Angiv kilde eller forfatter.

Opdater dine informationer    Tilføj abonnent   
Send nyhedsbrev til en ven  
Opsig dit abonnement på nyhedsbrev  

Giv DTC nyhedsmailen et like på Facebook Like Nyhedsmail for distriktschefer - 1. december 2022 on Facebook

 

 
Email Marketing Powered by Mailchimp