Copy
Se nyhedsbrevet i din browser
Nyt fra menighedsrådet
Af menighedsrådsformand Anne Rosendal

Til menighedsrådsmødet var der den endelige melding fra provstiudvalget om Domsognets ligningsmidler i 2022. Vi får i alt 26.917.306 kr, heraf godt 23 mio. til driften, ca. 2.600.000 til renter og afdrag på lån og 1.361.000kr til anlæg. De sidste er øremærket til risikogravsten på kirkegårdene, indretning af handicaptoilet på Østre Kirkegård, udstyr til optagelse og visning af billeder fra Rafaelis-orglet i Domkirken, maskiner til kirkegårdene, skovkirkegård på Østre Kirkegård og nye supplementsstole til Domkirken.

Rådet gav tilladelse til at aflyse altergangen fredag den 17. december kl 12 - helt i lighed med tidligere år. Den fredag er den store juleafslutningsdag i Roskildes skoler, og ved at friholde dagen for kirkelige handlinger får endnu flere skoler deres ønske opfyldt.

Det er besluttet, at onsdagsrefleksionerne flytter tilbage til Sct Andreas Kapel i perioden 1.oktober og vinteren over, medens fredagsaltergangen fortsætter i hovedskibet.

Og det er så dejligt, at dagligdagen indfinder sig med god gang i kirkens liv. 300 nye konfirmander og de 150 sangere i børnekorene fylder lokalerne tidligt og silde, der var 68 deltagere i spisningen ved den første spaghettigudstjeneste og natkirkens første podcast er netop udkommet.

Planen for menighedsrådets møder i 2022 blev også vedtaget i rådets møde og kan ses på hjemmesiden, og endelig blev der orienteret om arbejdet i kirke-kulturudvalget. Der lægges ud med højskolesangaften den 7. oktober og foredrag med Henrik Wivel, der fortæller om L.A. Ring den 26. oktober. Og så arbejdes der med endnu et foredrag under temaet “Tro og videnskab” i efteråret, med drop-in-sang i Domkirken lørdag 12. februar, med bogsaloner i foråret 22 og meget mere. Hold godt øje med kalenderen i Roskilde Avis og sognets hjemmeside. 

Og husk, at årets Verdensarvsdag afvikles fredag 1. oktober, ligesom der er debataften om grøn kirke den 4. oktober. Vel mødt både til gudstjenester og til de øvrige tilbud!

Læs nyhedsbrevet her

Skabelsesgudstjeneste d. 26/9

Årets skabelsestidsgudstjeneste bliver en klimagudstjeneste. Klimaaktivist Sarah Hellebek fra Den grønne studenterbevægelse er inviteret til begivenheden. Sarah har været en af de folkelige hovedkræfter, der har skubbet Danmarks klimapolitik i en bedre retning. Hertil ved hun noget om engagement og fællesskab. Vi er glade for, at hun indgår i denne klimagudstjeneste. Også konfirmander vil bidrage til gudstjenesten. 

Der indledes med en pilgrimsvandring for de gangglade. Vandringen er et samarbejde med Roskilde Pilgrimsforening, og den starter ved Lejre Station og forsætter til Roskilde Domkirke. 

Vel fremme ved Domkirken, omkring kl. 16.00, vil der være mulighed for at sidde og genvinde kræfterne ved en samtalesalon om kristendom og klima. Man er naturligvis velkommen til at begynde her.

Dagens finale er selve gudstjenesten: Klimahåb – tag din båre og gå! Her bidrager Sarah Hellebek sammen med biskop Peter Fisher-Møller samt sognepræsterne Sarah Ziethen og Martin Ishøy. Denne finder sted klokken 17 i Roskilde Domkirke.

Natkirken med pigekoret & saxofonist Jakob Lundbak

Hver aften indledes med en samtale med en præst. Vi kalder konceptet ”Størst af alt er…”. For som præst er det de store ord som liv, død, kærlighed, tilgivelse, skyld og håb der fylder hverdagen. Men hvad betyder det egentligt i det daglige liv som præst? Det undersøger vi i en samtale på en halv times tid, som starter Natkirken og sætter et tema for aftenens refleksion.

D. 23/9 synger Pigekoret jazz med saxofonist Jakob Lundbak.
Under ledelse af Christa Brix Hauser vil de synge lys ind i mørket, med blød jazz men også mere klassiske værker. Fra Duke Ellington til Carl Nielsen vil kirken svinge blødt i takt.

Som noget nyt slutter vi altid aftenen af med en meditation. Vi streamer meditationen kl. 21.30 i Natkirkens Facebookgruppe, så selvom du ikke kan være fysisk tilstede i Domkirken denne aften, kan du stadig deltage hjemmefra

Meditationsgudstjeneste

Hør sognepræst Sarah Krøger Zeithen fortælle om meditationsgudstjeneste i Roskilde Domkirke
Se kalenderen her
Besøg os på Facebook
Send os en mail
Besøg vores hjemmeside
Instagram
Roskilde Domsogn
www.roskildedomkirke.dk
post@roskildedomkirke.dk


Domkirkestræde 10
4000 Roskilde
Tlf. 46 35 16 24


Afmeld nyhedsbrev    Ret dine oplysninger