Copy

MULDs NYHEDSBREV #27

30. november 2015


Vi arbejder for at lave hobevis af sultne og nysgerrige gæster om til mætte og glade gæster.
 

Læs nyhedsbrevet i din browser

Det bliver vinter, og landmanden trækker indendørs for at blive fed og udhvilet efter en krævende sæson. Eller måske ikke helt indendørs, der er stadig masser af dyr der skal passes, bygninger der skal lappes, enkelte grøntsager der kan høstes, og noget man kan så, hvis man er optimist og allerede glæder sig til den næste sæson.
32 chili- og peberfrugtplanter er gravet op af jorden i væksttunnellen og sat indenfor for at overvintre køligt i vores soveværelser. Vi havde ikke opdaget bladlusene før de sværmede ud over det hele og efterlod en klistret overflade på gulv og vinduer. Nu er de vist døde, men i nat var der så en regnorm der prøvede at flygte fra en af potterne. Den trådte Ane op mellem tæerne i mørket, og det var så det værste og mest overraskende hun oplevede i dag.

 

Jens arbejder en del i køkkenet for tiden. Vi har masser af gæster bl.a. julefrokostgæster. Der er stadig pladser til den 12. december kl 13, hvor kan man sætte sig til julebords og mæske sig i alskens mere eller mindre traditionelle retter. Det koster 350,- eks øl og snaps. Tilmelding til ane@muldpaanettet.dk.
Her er Jens ved at rulle lammerullepølsen med blancheret kruspersille og salt og peber. Læg mærke til det udmærkede udbeningsarbejde på bryststykket.

Ane arbejder en del i frøværkstedet med at rense og pakke frø. En del skal sås i marken og højbedene i foråret, og en hel del skal sendes ud og gøre gavn andre steder.
Muld har dyrket latterligt mange ærtesorter i år, og vi har lovet os selv at begrænse os næste år. Så nu bliver der sendt en ordentlig portion frø, især sjældne sorter af ærter til Frøsamlernes markedsstande og en anden portion til den tilbagevendende Frøpopup, der næste gang bliver afholdt den 15.-20.2. i Det økologiske Inspirationshus på Frederiksberg.

Det er jagtsæson, og det fredelige landskab lyder nogle gange som en krigszone. Vi går ikke selv på jagt, og vi må heller ikke servere vildt for vores betalende gæster (endnu), men vi får en del til eget forbrug fra diverse lokale jagter. Til vores held er der nemlig mange der synes det er spændende at nedlægge et dyr, men ikke så mange der synes det er spændende at plukke og tage ud. Det er også et stort arbejde, men det er godt nok også skønt med fasan og gråand til middag.
Vi har hørt historier om jagter der slutter med at man kører gravkoen frem, graver et ordentligt hul i marken, hælder hundredevis af fugle i hullet for så at dække pænt til igen.
Man får næsten lyst til at skrive at det er perverst. Hov, nu står det der!

Selv har vi slagtet en kalkun, den største vi havde. Den fantastiske steg her vejede 16,2 kg inden den blev fyldt med æbler, brødstumper og jordskokker og presset ind i vores store ovn.
Det kræver lidt andet udstyr at slagte sådan en kolos, end en høne som man kan holde med en hånd mens man chopper hovedet af med den anden. Jens tænkte og tænkte og kom frem til denne løsning: Han skar et dybt hak i kanten på en meget stor plasticmurerspand. Så monterede han en hyldeknægt som håndtag på bagsiden og sneg sig ind på den udvalgte kalkun. Han satte spanden ned over kalkunen så hovedet stak ud gennem hakket, og så skar han hovedet af med den skarpeste kniv vi har. Nu troede han at han kunne slippe spanden, men det gør han så ikke næste gang. Han måtte springe op og lægge hele sin vægt på spanden i næsten to minutter før den lå stille (og til de sarte: Den døde da han skar hovedet af).
Undskyld elendig framing, Jacob, dine øjne kommer med en anden gang.

På søndag holder vi åben gård, denne gang med mild julestemning, og lidt kortere tid end de sidste gange pga solnedgang. Så man kan stikke næsen ind ml 12 og 16.30, se til planter og dyr, fx gæs og ænder der ikke overlever julen, samt disse små nuttede grise der er en måned gamle nu, men helt nyfødte på billedet.
Vi sælger grøntsagssække til en hund, denne gang uden friske grønne blade der stikker op (billedet er fra sidste åbne gård, inden sneen). Jens disker op med en fiks lille tre-retters, og
Ane bager kager og viser rundt og fortæller kl 15 til 15.30. Vi pynter op med stjerner og lys og skruer lidt op for krydderierne.
Ingen snobrød denne gang, hvis der kommer bare tilnærmelsesvist så mange som sidst, har vi brug for alle hjælpere indendørs.
1. november blev vi væltet omkuld af 150 gæster, heldigvis havde vi rekordmange hjælpere den dag, så alle blev mætte uden at miste tålmodigheden. Vores gæster er også vildt søde og tålmodige.

Vores Muld-middag den 14. november startede med kammermusik, som satte niveauet højt. Resten af aftenen blev smittet af koncertens ædelhed og skønhed, og alle opførte sig smukt, maden og vinen smagte og det hele spillede.
Næste Muld-middag bliver lørdag den 30. januar. Mere info følger, men man kan allerede tilmelde sig til ane@muldpaanettet.dk.
På billedet ses Iben og Neel Bramsnæs Teilmann holde forprøve.
Vi har som tidligere nævnt fået forbedret vores akustik i salen markant. Det havde vi også glæde af denne weekend hvor vi havde 24 haveambassadører på weekendkursus. Sidst vi havde ambassadørkursus måtte kursisterne hænge deres dyner op på hanebåndende for at kunne høre hinanden. Vi takker Jakob Brinck og Akustiksalg for den gode løsning.

Flere datoer til Muld-besøg:
Gæs og ænder skal som antydet slagtes, og de der har bestilt (der er udsolgt), kan hente deres steg her på gården tirsdag den 22.12. kl 15-18. Alle andre er også velkomne. Vi åbner gårdbutikken og sælger lidt forskelligt juletilbehør, måske grøntsager, måske kager, måske gaveideer og byder på et glas varmt at drikke.
Vi holder åben gård den første søndag i hver måned, og hver torsdag (undtagen 24. og 31.12.) kommer vores søde yogalærer, Anne og underviser et lille hold i forsætlig uambitiøst og utroligt godgørende yoga afsluttende med 25 minutters yoga nidra. Vil du være med, så skriv til Ane på ane@muldpaanettet.dk.
Den 9. januar holder vi kulinarisk diskotek. Alle der køber en billet kan foreslå et par numre til dansegulvet (vi lover ikke at spille dem alle), der bliver snacks, småretter og drinks natten lang, og vil man overnatte kan man finde sig en madras et sted. Fedt koncept, ikk? Vi kalder det Muld Club Night. Det skal prøves. Billetten koster 150,- eks drikkevarer, og kan bestilles hos Ane, mailadressen kender du efterhånden

 

Jens har pløjet golfbanen op og vi har plantet pærer, æbler, spisekastanier og morbær. Det er også her man kan ane starten til en 80 meter lang mint walk med utallige myntesorter. Lige nu ligner det hele dog snarere en sump, og vi overvejer at køre gravkoen frem (det bliver nogen andres, vi har ikke nogen) og grave et skønt vandhul der kan tiltrække vilde dyr og dræne vores nye frugtlund.

Vi har plantet i alt 103 små frugttræer og nøddebuske i november. Her er stolperne der skal støtte dem til de har fået mere pondus.

Ane renser frø og katten forsøger forgæves at knytte bånd.

Jens høster Belle de Boskoop og knoldgaltetand.
Herunder ses vores søde wwoofer Ayas afskeds-portrætkage.
Vi klarer os nu uden wwoofere indtil næste forår.

Copyright © 2015 MULD ApS, All rights reserved.


unsubscribe from this list    update subscription preferences 

Email Marketing Powered by Mailchimp