Copy

MULDs NYHEDSBREV #16

29. december 2014

December startede med yderligere to slutspurte i salbyggeriet, efterfulgt af behørig fejring, efterfulgt af julefejring,
snart efterfulgt af nytårsfejring.
Glædelig fest til alle!

 

Læs nyhedsbrevet i din browser

Sne

Heldigt når sneen kommer samtidig med frosten. Så er jorden og de overvintrende planter beskyttet mod den værste frost af sneen der isolerer.
Men store vejrskift kan også virke chokerende.
Da vejret pludselig slog om julemorgen blev et af de drægtige får så overrasket, at hun begyndte at læmme. Det resulterede i et lille stift lam midt i sneen 2. juledag, en sørgelig opdagelse midt i en festlig julefrokost.
Forhåbentlig kan resten af fårene holde sig til foråret, som det var planlagt.
Når jorden er frossen og der ligger sne, skal dyrene have ekstra foder, for de kan ikke selv supplere med græs og rødder som de plejer. Drikketrugene skal hugges fri af is eller fyldes med varmt vand, så frost betyder ekstra arbejde på gården.
Til gengæld holder vi pause med at høste. De grøntsager der stadig ligger i jorden klarer sig nok takket være sneen, og når sneen forsvinder er der forhåbentlig plads til nye forsyninger i forrådskammeret, der stadig er propfuldt af grøntsager.

Decemberhøst

Det meste af december har det dog været så mildt, at vi kunne høste løs.
Herover ses et fadfuld fra marken der kom i aftensmaden for to uger siden.
Ved siden af, en gulerod af sorten bosnisk gul, som har fået det bedste ud af det sene høsttidspunkt. Det er en 5 liters bøtte den står i, og fliserne bagved er 15x15 cm.
Nederst er det grønkålen der er klappet lidt sammen under sneens vægt.
Frosten gør grønkål endnu mere velsmagende, så de kan snildt blive stående i marken
og høstes sidenhen.

 

Så blev det vist tid til at rykke indendørs efter al den snesnak.
7. december holdt vi åben gård i vores nye sal. Nordvestnyt, vores lokale avis, kom forbi for at rapportere fra regionens weekendaktiviteter, og Ane kom endnu engang på avisens forside, denne gang hivende friskbagte julekager ud af ovnen. Jens stillede kødhakkeren op og hakkede naboens fantastiske hereford-kød til tatar à la minute.
Sal og køkken virkede fint, trods de knapt var færdige. Der var i hvert fald varmt og hyggeligt. Så hyggeligt at kun de sejeste gæster nåede helt ud og se fårene.
Efter åben gård havde vi endnu en uges slutspurt til at gøre endnu mere færdigt i sal og køkken, og så holdt vi indvielsesreception, stadig ikke 100% færdige, men nu taler vi detaljer (store og små).
Finn Johannesen tog et billede fra receptionen hvor Ane skal til at give ordet til vores borgmester Søren Kjærsgaard, som på vegne af Holbæk Kommune ønskede Muld tillykke med salen.

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10201909646462855&set=a.10201909767345877&type=3&theater
Anledningen krævede ikke nødvendigvis en borgmester, men da Søren også er vores søde nabo, og det er sandsynligt at der vil blive afholdt flere vejfester i salen, kan man sige at han også stod op på vegne af sig selv og Eriksholmvej. Men festligt var det. Tak, Søren. Senere på dagen holdt Trine Krebs festtale og fik samtlige i lokalet, også de der troede de lige skulle ud og tisse, til at danse hen til familien Muld og klaske high five. Så var den sal indviet med stort I, og så er det bare at finde på hvad der skal proppes ind i den af mere snak, dans, mad og halløj fremover.
Vores genboer Britta og Stig lavede en lille film fra dagen. Hvis teknikken ellers vil som vi vil, kan den snart ses på vores hjemmeside. Stay tuned.

 

En rørende historie fra det virkelige liv:
'Prøv at sætte dig på prototypen af hynden til vores 60 folkeskolestole' stod der på en stol med hynde til åben gård i foråret. 'Det har I ikke tid til at sy' sagde Alis Busch, en åben gård-gæst vi ikke rigtig kendte i forvejen.
'Dem syr jeg'.
Alis havde ret og Alis syede hynderne.
Vi er dybt taknemmelige.

Båndene på hynderne er de samme som i lysekronerne. De er doneret af Ingrid Møller, en ven af familien, hvis forældre havde en skråbåndsfabrik på Fyn.


 

Vi fik syltet, stoppet, stegt, bagt, foldet, syet og klippeklistret en hel del som forberedelse til julen. Muld inviterede Ane og Jens på julefrokost på Bæst
(se julefrokostselfien), og gav oveni købet lækre arbejdshandsker i julegave.
Vi så også samtlige afsnit af Tidsrejsen, og julen var propfuld af hyggelige gæster. Det har kort sagt været en dejlig jul, hvor vi har kunnet puste lidt ud efter et intenst efterår/år.

Så er der vist bare tilbage at sige på gensyn på søndag, hvor vi holder åben gård kl 12 til 16, og hvor man kan fejre det nye år, julens afslutning, alskens nytårsforsæt, som vi gerne lægger ører til, sidste dag i ferien osv. med en rask travetur i sneen og diverse lækre serveringer indendøre. Eller som det står så smukt på hjemmesiden: 'Der er intet som en tur til Muld, der kan hele den belastede appetit og samvittighed efter en lang julemåned. Det bliver en godgørende åben gård med kulde til at ruske de dvaske kroppe og varme til at trøste bagefter'. 
Som sædvanlig kan man købe dit og dat med hjem, fx de bøger vi engang har skrevet. Bistrobogen har vi masser af, Voilà Paris! og Anes Bagebog er det ved at være lidt tyndt med. Mirabelle (det blærede bageri ved siden af Bæst) har købt de næstsidste 12 bagebøger til at sælge i deres butik (det må være en fejl), så Ane pønser på at udgive en ny bagebog med Mulds kager.

Copyright © 2014 MULD ApS, All rights reserved.


unsubscribe from this list    update subscription preferences 

Email Marketing Powered by Mailchimp